Folk-doom og drone fra down under
Vurdering
3
Spillested
Dato
29/04/2015
Information
Oren Ambarchi: guitar, analogeffekter

Senyawa: Rully Shabara (vokal)
Wukir Suryadi (hjemmelavede strengeinstrumenter)

Folk-doom og drone fra down under Folk-doom og drone fra down under

Oren Ambarchi gav Jazzhouse alt fra drone til manipuleret helteguitar, men det var den indonesiske duo, Senyawa, der på godt og ondt gav aftenens mest mindeværdige koncert med en blanding af vokal-performance, asiatisk folk-doom og stammemusik.

Oren Ambarchi og Christian Fennesz har begge bygget karrierer op omkring digitalt manipuleret guitarspil, og de to har også samarbejdet over flere omgange. Sidstnævnte østriger gæstede Jazzhouse med Arve Henriksen i sidste måned, og onsdag aften var det så hans australske kompagnons tur til at optræde på det københavnske spillested. Helt og aldeles solo til trods for det væld af gæster, der medvirker på hans soloplade fra i fjor, 'Quixotism'.

Ambarchi, der har irakiske forældre, er nu i midten af 40'rne, og han har været musikalsk aktiv siden de sene 90'ere, først som trommeslager, inden han skiftede til guitar og debuterede med 'Stacte' (1998) og 'Stacte.2' (1999), der stadig er det tætteste, han har været på det, flertallet vil kalde for jazz. Han lagde sig nemlig hurtigt i bølgen af eksperimenterende guitarister med landsmanden Paul Gough (Pimmon), østrigske Peter Rehberg (Pita) og selvfølgelig Fennesz, markeret i form af samarbejdet 'Afternoon Tea' (2000), endda i selskab med veteranen Keith Rowe.

Herfra har Ambarchi eksperimenteret med drone og konkret musik med afsæt i forbilledet Alvin Lucier. Men også med udgangspunkt i John Cage og Pierre Schaeffers minimalismelære, hvor rum og akustik er i spil, via Terry Riley og ikke mindst Brian Eno. Hans hovedværker er skudt ind mellem utallige projekter med andre musikere, og plader som 'Grapes From the Estate' (2004) og 'In the Pendulum's Embrace' (2007) står fortsat som det bedste, australieren har lagt navn til.

Den seneste tid har Ambarchi udforsket den ultratunge og metalliske del af musikken i samarbejde med Sunn O))) og afstikkerne Gravetemple og Burial Chamber Trio, hvor han er hoppet tilbage bag trommesættet, ligesom da han optrådte på forrige års Roskilde-festival med den Click Festival-aktuelle japanske guitareksperimentator, Keiji Haino, og Sunn O)))'s Stephen O'Malley i Nazoranai. Men på Jazzhouse denne aften var han altså helt alene med sin seksstrengede og et skrivebord fyldt med effektpedaler. Men dog som simultant hovednavn og som opvarmning for den indonesiske duo, Senyawa.

Drone-minimalisme og helteguitar

Ambarchi spenderede knap tre sammenhængende kvarter, foroverbøjet over sit okkulte og tilplastrede skrivebord, og fik sin venstrehånds-Les Paul til at lyde som alt andet end en guitar. Ovenpå en fast programmeret puls bevægede han sig, lettere forudsigeligt, gennem koncerten fra afdæmpet Lucier'sk drone til den signaturlydende skærebrænderguitar, mest åbenlyst videreført fra Lou Reeds noise-milepæl, 'Metal Machine Music'. Introvert som han var, pillede den gode Oren non-stop ved sine pedaler, men i modsætning til Fennesz brugte han overhovedet ikke laptop (det nærmeste var en iPhone med samples). Det var som en masterclass med en erfaren mester, ja, lidt skoleagtigt.

Under de hypnotiserende (men ikke overvældende) tre kvarter, nåede Ambarchi også at lægge en række guitarsoli ind, der måske var tænkt som Riley'sk repetitiv minimalisme, men som nogle steder endte med at tage form af kitschet heavy metal-helteguitar. Det var lidt komisk, men ellers var der ikke meget morsomt ved australierens koncert, der tikkede hurtigt og underholdende af sted, men aldrig gav indtryk af, at der var noget særligt på spil for hovedpersonen, der sikkert gentager kunsten med få afvigelser i sin næste koncert. Anderledes ekstrovert og overrumplende (på godt og ondt) var indonesiske Senyawas timelange indsats til gengæld efterfølgende.

Bambus-Slayer

Rygtet om Senyawa har bredt sig hurtigt. Dels i kraft af Vincent Moons minidokumentar, men især i kraft af duoens koncerter, der har efterladt et stærkt indtryk på de, der har oplevet dem (de har allerede optrådt herhjemme i forbindelse med Sejerø Festival og Copenhagen Jazz Festival). Stammen i duoens udtryk udgøres af Wukir Suryadis hjemmelavede ottestrengede bambusinstrument, "bambuwukir", som han i Jazzhouse både betjente med fingre og bue, mens han med mellemrum også gjorde brug af livesamples. Ja, og så var han såmænd iført en Slayer-t-shirt for at understrege, at det tunge, anderledes udtryk er inspireret af især metalbands. Men forrest i lydbilledet var den ikke mindre karismatiske vokalist, Rully Shabara.

Hans røst strækker sig over et imponerende spektrum, i den dybe growlende ende ikke ulig Attila Csihar og, tør man sige det, Diamanda Galás. Men hans teatralske optræden på scenen og hans leg med stemmen grisegrynt og scat mindede egentlig mere om Mike Patton i sit mest avantgardistiske hjørne, og når Shabara stønnede, klynkede og lavede fuglelyde, mindede han pludselig om Meredith Monk. Mildt sagt lidt af en excentriker – i uldhandsker – som også levede sig ind i koncerten med en verfremdungseffekt, der ikke undgik at blive lidt for meget i længden. Men Senyawas særegne udtryk tryllebandt ikke desto mindre de cirka 100 fremmødte.

Lad os kalde det asiatisk "folk-doom"

Musikalsk vekslede duoen, der kommer fra øen Jogjakarta mellem hjemlandets folkemusik over proto/ørkenblues til metallisk spjættende riffs, eller med ekstra mellemøstlige strejf, når Suryadis spillede på seruling (bambusfløjte). Og når de skruede ned for tempoet og op for avantgarden og rytmikken, blev det hele pludselig Einstürzende Neubauten-agtigt. I sandhed en svær størrelse at sætte i bås, og når nu de to heller ikke selv ønsker at blive stemplet "verdensmusik", så lade det for en stund hedde "asiatisk folk-doom". Dette sagt, så virkede nogle af toner så også eklektiske bare for at være eklektiske, og Shabaras teatralske indlevelse syntes temmelig over the top undervejs, hvilket gjorde det sværere at fokusere på musikken.

Den vokale force understregede han dog endnu engang ved at synge timelange sæt hjem helt uden mikrofon, helt ude på scenekanten i nærkontakt med publikum. Det var en magtdemonstration, og der kunne nærmest ikke være længere mellem de to down under-navne – fra introverte Ambarchi til ekstroverte Senyawa. Men netop dét medvirkede til atter en uforglemmelig (omend ujævn) og interessant aften i Jazzhouse, der alt for åbenlyst nægter at stoppe med at forkæle det københavnske koncertpublikum med unikke oplevelser.