Knastørre tyskere
Vurdering
2.5
Spillested
Dato
28/03/2015
Sætliste
1. Im Rauch
2. Bei rosarotem Licht
3. Fahr zur Hölle
4. Irrwege
5. Ganz leise kommt die Nacht
6. Segeln ohne Wind
7. Unrasiert
8. Verloren (alles)
9. Komm zurück zu mir

Ekstranumre:
10. Karin
11. Prowler
12. Skeletal Remains

Knastørre tyskere Knastørre tyskere

Bohren & der Club of Gore spredte jazztåge og midnatsstemning i så godt som mørklagte Jazzhouse, hvor den tyske kvartet opførte hele sidste års desværre ikke alt for alsidige 'Piano Nights'-plade fra start til slut. Tilsat tør tysk humor.

Bohren & der Club of Gore er nærmest definitionen af "noir jazz". Det er dunkelt, nedstemt, og det spilles i meget lavt tempo. De fire tyskere debuterede for to årtier siden med 1994's 'Gore Motel', hvor de arbejdede videre på den instrumentale post-rock, der dukkede frem samtidig i USA med bands som Gastr del Sol, Labradford og ikke mindst Tortoise; med guitar, bas, trommer og keyboard.

Efter to plader forlod guitarist, Reiner Henseleit, bandet, og efter en tænkepause rekrutterede de resterende tre medlemmer Christoph Clöser, der bidrager med saxofon og vibrafon. Det kom til udtryk på år 2000's 'Sunset Mission' og to år nyere 'Black Earth', hvor dysterheden nåede sit klimaks, samtidig med at lyden blev drejet i den mere jazzede retning, som fortsat er kendetegnet i dag.

Bohren har tidligere gæstet Danmark på knap så jazzede spillesteder; Loppen i 2007 og Stengade i 2011, og efter atter fire års fravær var Jazzhouses scene sat med siddepladser, der unægtelig på papiret klæder tyskernes afslappende og dunkle jazz bedre. Ruhr-distriktbandet er nu på landevejen med sidste års 'Piano Nights', der afbrød en albumtørke på over fem år efter en EP med Faith No Mores Mike Patton, hvis selskab udgiver kvartettens skiver.

Det aktuelle album er langt fra Bohrens bedste, og det viser faktisk mest svagheden ved gruppens koncept. Efter fem album i denne stil, der nogle gange lyder som en slow motion-udgave af mestrene The Necks, begynder det hele at lyde lidt ens, og i Jazzhouse var det ret meget et spørgsmål om, om publikum var klar til at stene helt ud til musikken. At d'herrer Clöser, keyboardmand Morten Gass, kontrabassist Robin Rodenberg og trommeslager Thorsten Benning i hvert fald også tror på deres materiale, understreger de ved, at de på denne turné har valgt at spille helt den nye plade fra start til slut og ignorere resten af karrieren fuldstændig, fraset et par ekstranumre nappet fra bagkataloget.

Selvvalgt spændetrøje

Sådan var det også denne aften, hvor København altså fik musikken fra 'Piano Nights' i liveversioner, der dog lå så tæt opad studieoriginalerne, at det næsten kunne været det samme. På den måde er Bohren meget lidt jazz; der er ingen improvisation og stort set ingen overraskelser, overhovedet. Til gengæld optrådte bandet fra Ruhr-distriktet efter traditionen på en mørklagt scene blot med minimale spotlys, der kørte det meste af farveregistret igennem, uden at det blev discofestligt af den grund. Clöser, der skabte kontakten til salen i den introverte koncert, proklamerede tidligt knastørt, at publikum trygt kunne gå amok, så ville han og hans tre venner koncentrere sig om musikken.

Denne aften såvel som på plade, er det selvsamme Clöser, der trækker Bohren i forskellige retninger foran det slæbende rytmefundament, og, som det fremgår af titlen, den nye skives klaverbaserede kompositioner. Og det gør han med saxofon eller vibrafon (eller begge dele i samme sang). Men når koncerten så mest var fascinerende for sin tyske disciplin og bandmedlemmernes ekstremt nøjsommelige, tangerende selvhøjtidelige, tilgang til eget materiale, så skyldtes det især, at saxofonen blot fulgte og supplerede de i forvejen simple klaverfigurer, så koncerten var bedst, når melodierne var bedst, ikke når bandmedlemmerne spillede noget interessant eller overraskende. Men det er så omvendt også Bohrens selvvalgte minimalistiske spændetrøje, så...

Endelig rystet

I kontrast til de slæbende og gravalvorlige sange stod den langhårede Clösers nærmest stand up-agtige deadpan-indslag mellem sangene. Eksempelvis instruerede han minutiøst publikum i, hvordan der skulle klappes inden ekstranumrene, efter at han havde opfordret til, at vi bar over med, at bandkammeraten Morten Gass skulle på toilettet, "fordi han er et moderløst barn", mens han forklarede bandnavnet med, at "bohren betyder at bore, og det er jo det, vi gør"... Eller da han under den intermezzo-agtige 'Irrwege', lagde sig på scenegulvet, fordi han ikke har nogen musikalsk opgave i den sang. Om ikke andet reducerede det den lidt selvhøjtidelige stemning.

Men det var altså numre som den formidable åbner, 'Im Rauch' og 'Segeln ohne Wind', der med mindeværdige melodier stak ud i den times tid, kvartetten brugte på at spille 'Piano Nights' igennem. Navnlig også det ordinære sæts sidste sang, 'Komm zurück zu mir', hvor Gass rejste sig fra keyboardet til fordel for guitaren. Dét rystede endelig lidt op i det meget ensartede udtryk, men bare alt for sent. Under ekstranumrene imponerede de fire tyskere lige pludselig, da de gravede tilbage til hovedværkerne efter 'Prowler' og især 'Skeletal Remains', hvor saxofonen endelig fik frit spil. Sange som disse satte en streg under, at Bohren på de seneste plader har malet sig op i et hjørne, rent musikalsk, og værre; hvor gode de faktisk kan være.

Jazzhouse-koncerten var på ingen måde dårlig, og det forbilledligt stille publikum labbede det hele i sig. Den 90 minutter lange seance var som sådan heller ikke engang skuffende, når det tages i betragtning, at bandet frivilligt har underlagt deres kunst disse ultraminimalistiske begrænsninger. Men det var frustrerende at overvære fire så åbenlyst suveræne musikere bagbinde sig selv på den måde, som de gør ved at spille igennem 'Piano Nights' aften efter aften efter aften. Det kunne kort sagt have været så meget bedre.