Mere saxofonkaos fra en vital veteran

Billedgalleri

Mere saxofonkaos fra en vital veteran
Mere saxofonkaos fra en vital veteran
Mere saxofonkaos fra en vital veteran
Mere saxofonkaos fra en vital veteran
Vurdering
3.5
Spillested
Dato
04/04/2013

Mere saxofonkaos fra en vital veteran Mere saxofonkaos fra en vital veteran

Peter Brötzmann vendte tilbage til København – denne gang sammen med den norske trommeekvilibrist Paal Nilssen-Love, der sørgede for formidabelt modspil og var med til at sørge for, at den tyske saxofonlegende kom hele vejen fra de vanlige Albert Ayler'ske angreb til semiorientalsk mystik.

Det er ikke mere end to måneder siden, at Peter Brötzmann gav to koncerter på to dage i København; henholdsvis i Ragnhildgades Mayhem og på Huset i Magstræde (læs anmeldelse). Begge endda med danske med/modspillere (Johannes "Johns" Lund og trommeslager P.O. Jørgensen det ene sted, og Wild Mans Band samt den uannoncerede gæst, polske Mikolaj Trzaska det andet).

Og torsdag var den nu 72-årige tysker så allerede retur i hovedstaden, i noget mere oplagte rammer, nemlig indre bys Jazzhouse. Dog uden danske kompagnoner, og denne gang i stedet i selskab med den norske trommeslager Paal Nilssen-Love, der jævnligt gæster landet med trioen The Thing, anført af den prominente svenske saxofonist, Mats Gustafsson.

Desuden var det via selvsamme Gustafsson, at aftenens to hovedpersoner for første gang spillede sammen i 2006 til en norsk festival, der medførte en liveudgivelse ('The Fat Is Gone') til Brötzmanns mildt sagt uoverskuelige diskografi. Siden har Peter og Paal som duo udsendt to hæsblæsende skiver; liveværket 'SweetSweat' (2009) og året efter studiepladen 'WoodCuts'. Og det var da også udtrykket fra disse, der blev bygget videre på denne aften, hvor harmoni vanen tro var undtagelsen mere end reglen i veteranens univers.

Mod musikalsk transcendens

Ligesom til sit forrige besøg vekslede Brötzmann mellem tenor- og sopransaxofon, og han lagde ud med sidstnævnte i stormfulde ti minutter, der imidlertid viste sig at fungere som en slags opvarmning af hans blæseorganerne og af leddene for Nilssen-Love, der fik rum til at spille sig gennem en trommesolo. For herefter tog de to fra med tenorsax og slagtøj i en 15 minutter lang desorienterende improvisation, der undervejs efterlod indtryk af, at den aldrende Peter forsøgte at spille sig frem til en musikalsk transcendens ved at vælte den stakkels Paal med bar volumen; blot for kort efter af overraske med et sælsomt melodisk stykke uden trommer, mens stormen ligefrem lagde sig.

Tilbage på sopranen igen blæste Brötzmann atter en orkan op med over et kvarter mere, hvor Nilssens opfindsomme trommespil hvirvlede omkring alt fra jazzet swing og fusion over polyrytmik – inden svimlende saxofonmeditation midtvejs, hvorunder publikum i det pænt fyldte Jazzhouse i vejrtrækningspauserne var mere end musestille – til både koklokke og mini-gonggong, der gav det hele et kvasiorientalsk twist. Imponerende var det især, at Paal nærmest lykkedes med at spille godt gang i sin næsten dobbelt så gamle veteranven som hans "vild trommeslager"-samspiller nummer XX; tilmed lagde hans flyvende spil sig flere steder fint i forlængelse af Han Benninks slagtøjsdadaisme!

Orden i kaosset?

Efter den nær transcenderende rundtur midtvejs føltes de sidste 20 minutter (atter med Brötzmann på tenorsax), lidt for meget som mere af det samme, soloimprovisationerne ramte mindre skævere end tidligere i koncerten, og efter præcis én time var det ovre, som havde der ligget stopure gemt i lommerne på de to ellers åbenlyst improviserende herrer. Men situationen var den samme på Huset sidst, så den 72-årige tysker må gennem årene have lært sig selv, nøjagtig hvor længe 1/24-del af et døgn varer. Eller måske er det hans måde at holde orden i sit kaotiske musikalske univers på...?

Uanset hvad, så gav Brötzmann med Nilssen-Love en overvældende vital koncert, der atter understregede, at han på supermenneskelig manér nærmest synes urørt af sin fremskredne alder. Og med al respekt for hans danske medspillere fra sidst, så havde aftenens norske trommeslager nemmere ved at spille hovedpersonen ud i alternative musikalske hjørner. I hvert fald i nok af tiden til at gøre aftenens seance til en koncertoplevelse af de større.