Sublime svenskjävlar
Vurdering
4
Spillested
Dato
15/01/2014
Sætliste
1. Enter!

Ekstranummer:
2. Exit! (Segment)

Sublime svenskjävlar Sublime svenskjävlar

Svenske Fire! Orchestra stillede i fuldt bigbandformat med 28 medlemmer og blæste Jazzhouse omkuld med et virvar af kraut- og post-rock, minimalisme, rocket og funket jazz. Vanen tro stod der "FREE THE JAZZ" på dirigent Mats Gustafssons trøje, og dét blev den så sandelig også denne onsdag.

Ud over at være en tredjedel af norsk-svenske The Thing, er Mats Gustafsson en gigantskikkelse på den moderne svenske jazzscene. Til oktober fylder han 50, og gennem sin lange karriere har han spillet sammen med kapaciteter så forskellige som Peter Brötzmann, Barry Guy og Ken Vandermark samt inden for rockmusikken, Sonic Youth, Gastr del Sol og italienske Zu.

For fem år siden dannede han projektet Fire! med landsmændene Johan Berthling fra Tape og Andreas Werliin, der gør sig i Wildbirds & Peacedrums, og siden har de som trio udsendt 'You Liked Me Five Minutes Ago' (2009), sidste års '(Without Noticing)' og indimellem de to, 2011's 'Unreleased?' med Jim O'Rourke og året efter 'In the Mouth – A Hand' med multiinstrumentalisten Oren Ambarchi.

Men det flimrende Fire!-projekt har også udviklet sig til afstikkeren "Fire! Orchestra", der åbnede 2013's jazzsæson med monumentale 'Exit!'. Spillet af et orkester i bigband-format – med ikke færre end 28 medlemmer – bød albummet på alt fra jazz-, post- og krautrock til ren avantgarde, og alt sammen med ekkoer af Sun Ra Arkestra og især Art Ensemble of Chicagos anarki; tre trommeslagere, tre bassister, tre guitarister, tre keyboard- og effektmagere, tre vokalister og resten i blæsere, herunder trompeter, saxofoner, klarinet og tuba, med Gustafsson som dirigent!

Hele holdet turnéer nu, og blev op til onsdagens seance på Jazzhouse annonceret som et af navnene til sommerens Roskilde-festival, men ellers var de tre mest presserende spørgsmål: "Kan der mon være 28 musikere på dén lille scene?", "Bliver dét mon årets koncert?" og – med foretagendets uforudsigelighed in mente – "Hvad har de tænkt sig at spille?". Efter én times opvisning lød svarene henholdsvis "Ja, faktisk", "Ja, i hvert fald én af dem" og til det sidste: "Læs endelig videre"...

Autoharpe, elektronisk terror og tungetale

Inden det store orkesters egentlige optræden blev aftenen åbnet af tre mikrokoncerter rundt omkring i Jazzhouses sal. Først havde Mats Gustafsson genoplivet sin improvisationskvartet Boots Brown, der, foruden ham selv på saxofon, består af David Stackenäs på skramlet autoharpe, Johan Berthling på kontrabas og Magnus Broo på trompet. De fire spillede fra plateauet ved garderoben og gav små ti minutters meget (som i meget) løs improvisation af dén slags, der kunne have bevæget sig i interessante retninger, men desværre ikke nåede det inden for de alt for få minutter.

Markant anderledes var Joachim Nordwalls elektroniske improminutter fra scenen, der lå nærmere Black Dices noise-terror end den bigband-freejazz, han kort efter lagde sin effektmanipulerede guitar til. Men bedst var altsaxofonisten Anna Högberg og vokalisten Sofia Jernbergs lille call & response-duo-segment fra gulvet midt blandt publikum, hvor Jernberg legede med sin stemme, fra fuglekvidder til tungetale, på samme måde som Meredith Monk har gjort det på den anden side af Atlanten. Dét kan de så åbenbart også i Sverige. Og SÅ var der ellers varmet behørigt op til den anderledes og også overvældende koncert med det aparte svenske bigband.

Unge talenter og ideelle veteraner

Mats Gustafsson indledte vanen tro galgenhumoristisk med at kalde os publikummer for "danskjävlar", nu når Stig Helmer ikke kunne være der. Det gjorde han også, da han var her med The Thing sidst. Men han havde som altid noget at have sin snotnæsethed i, for han har samlet en række af Sveriges største unge talenter, inklusive et par veteraner:

Christer Bothén (som i sin tid spillede med Don Cherry) på basklarinet, Sten Sandell, som er med i Gustafssons Gush og trommeslager plus bandguru, Raymond Strid, der løsriver sig fra beatet på samme måde som forbillederne Sunny Murray og Milford Graves. Især hans trommespil virkede særlig ideelt oven på Werliins meget tighte og lidt kedelige rockrytmer og Johan Holmegards traditionelle jazzspil. Det samme gjorde Andreas "Ass" Söderströms pedal steel guitar, som anedes et sted i virvaret sammen med Martin Hederos' (The Soundtrack of Our Lives) orgel.

Jovist, det var en tætpakket scene, hvor flere af musikerne må have været i fysisk kontakt undervejs, men det gik faktisk fint med pladsen, med de ti blæsere placeret på rad og række, bagerst på scenen (fire saxofoner, en trækbasun, en tuba og fire trompeter), guitarister og trommeslagere i den ene side og resten af bandet i den anden side, med dirigent Gustafsson i centrum. For at holde det hele ekstra meget i live og live, havde Fire! Orchestra til turnéen sammensat en ny komposition, der bærer titlen 'Enter!': Fire satser med et improvisationsstykke i midten og en reprise af den første mod slut og frem til det tre kvarter lange opus' klimaks. Musikalsk var det, som forventet, all over the map.

Fra Delta-blues over post- og kraut-rock til minimalisme og transcendens

De tre vokalister brugte stemmerne som instrumenter, og det var Mariam "The Believer" Wallentin fra Wildbirds & Peacedrums, der åbnede koncerten med sin dybe røst og Grace Slick-agtige fraseringer i det første ildevarslende segment, en slags urblues bygget op om et elektrisk basriff fra Berthling, som Led Zeppelin kunne have udtænkt via Deltaen i rockens unge år. Klippefaste basriffs udgjorde netop skelettet i den omfattende komposition, der i første sats bevægede sig rundt i post- og space-rockens univers, mens Gustafsson for aftenens eneste stund droppede sin tjans som dirigent og gav en af sine magtfulde soloer på saxofonen.

I anden sats var inspirationen fra den tyske krautrock udtalt, igen med pulserende bas som grundelement. Lige hér lød Fire! Orchestra som Amon Düül tilsat blæsere og deliriske brøl, signeret Simon Ohlsson (Silverbullit), men samtidig føltes det som en indisk raga i turbotempo, og dét gav så meget desto mere mening, da den kort efter flød over i den afdæmpede tredje sats, der var minimalistisk munkehymne a la Philip Glass eller Steve Reich. Inden reprisen nåede Sofia Jernberg i den funkjazzede (tænk Davis' 'On the Corner') fjerde sats også at krydre med sin førnævnte Meredith Monk-agtige vokalakrobatik, der bare gjorde det hele endnu mere eventyrligt.

Eufori og transcendens

Selvom Mats Gustafsson altså var dirigent, kunne han såmænd godt have haft armene i vejret i bar euforisk rus, for til slut nåede de elskværdige svenskjävlar det transcendentale, mens han tydeligvis signalerede "giv fuld los", da baslinien fra den første sats vendte tilbage og fuldendte den cirkulære genistreg af en komposition. I de minutter blev det tydeligt, hvorfor det ikke var overkill med 28 musikere, for alt gik op i ét stort hele, mens især de mange blæsere forenede sig med de tre trommeslageres hvirvlende spil. Sandt for dyden svært at sætte ord på. Nemmest sagt: "Man skulle have der".

Efter dén tre kvarter lange magtdemonstration og en lang præsentation af hele orkesteret virkede det sært overflødigt, da de 28 sluttede af med et uddrag af anden del af 'Exit!' fra sidste års album. Det var mest af alt som at overvære en musikerflok, der jammede efter eksamen. Men det var til at leve med, efter at Fire! Orchestra, næsten som forventet, satte en skyhøj standardbarre for koncertåret 2014, mens det endnu kun er to uger gammelt. Forhåbentlig bliver det lige så godt på Roskilde til sommer, hvor bookningen forhåbentlig også åbner op for koncerter med nogle af musikernes andre projekter. Slip svenskjävlarna løs, for fan.