Fortabt i den digitale jungle
Vurdering
2
Kunstner
Spillested
Dato
22/05/2015
Information
Jon Hassell (trompet, laptop)
John von Seggern (laptop, elektronik)
Rick Cox (laptop, guitar)

Fortabt i den digitale jungle Fortabt i den digitale jungle

Den innovative og genrebøjende trompetist, Jon Hassell, gav en af sine sjældne danske koncerter. Men veteranen havde tilsyneladende en dårlig dag, hvor han ikke kunne med den ene af sine medspillere, og hans spøgelsesagtige "fjerde verdens"-musik glimrede kun momentvis i Jazzhouse.

Jon Hassell er et af de helt store nulevende musikere. Flertallet ved det bare ikke. Men hans indflydelse på den vestlige musikverdens interesse for resten af klodens musik kan ikke overvurderes. Nogen vil sågar mene, at hans samarbejdspartner omkring 1980, Brian Eno, har stjålet en del af æren for innovationerne, da han med David Byrne byggede videre på Hassells idéer på 1981-milepælen, 'My Life in the Bush of Ghosts'.

Den nu 78-årige trompetists trompet lyder ikke som dét, en trompet. For han manipulerer den digitalt til det ugenkendelige. Ligesom hans norske fan, Arve Henriksen, der spillede i Jazzhouse i marts. Siden debuten, 'Vernal Equinox' fra 1977, har Hassell skabt i hvert fald en håndfuld hovedværker, der fortsat lyder friske og forud for deres tid, 40 år senere. Og hans eventyr og eksperimentlyst er åbenlyst formet af hans musikalske opvækst.

Han er født i musikhovedstaden Memphis, så som barn kunne han nemt være stødt på lakplader med den lokale vaudeville-trompetist, Johnny Dunn. Men det store lys så han nok først i midt-60'ernes frugtbare eksperimentalscene, navnlig i jazzafdelingen, hvor Don Cherry og selvfølgelig Miles Davis fandt nye måder at bruge blæseinstrumentet på. Efter at have studeret musik i New York, tog han i 1965 turen til Köln for at læse videre, og hér blev han introduceret for Karlheinz Stockhausen og havde blandt andre Holger Czukay (Can) som medstuderende.

Da han, to år senere, vendte tilbage til USA, blev han venner med Terry Riley og spillede med på hovedværket 'In C' (1968), blev siden en del af La Monte Youngs "Theatre of Eternal Music"-orkester, og oveni dét lærte han vokalteknik af indiske Pandit Pran Nath, som han overførte i praksis til sit trompetspil! Hassells stil er altså en fusion af klassisk, jazz, elektronisk minimalisme og orientalske klange, hvilket han navngav "Fourth World Music" – tredjeverdenens spontane toner plus Vestens nedskrevne kompositionsmusik – på 1980-samarbejdet med Eno og 1981-soloefterfølgeren, 'Dream Theory in Malaya'. Siden har veteranen (der albumdebuterede som 40-årig) kun udsendt musik sporadisk, senest i 2009.

Dårlig dag

Vist har Jon Hassell har altid set fremad, men lige nu turnerer han bag 'Psychogeography'; sidste års appendiksværk til 1990-pladen, 'City: Works of Fiction', med nyfortolkninger og remixes af materiale fra det gamle værk. Uanset hvad, så er han i hvert fald en sjælden gæst på dansk grund. Sidst den aldrende amerikaner var i landet, sad han og Maarifa Street-duoen fejlplaceret på Roskilde Festivals nu nedlagte Astoria-scene i 2009, hvor publikums summende sniksnak fra teltets siddepladser overdøvede hans ambient-toner. Aftenens optræden var med andre ord længe ventet. Og denne gang var det da heller ikke det siddende publikum i fyldte Jazzhouse, der ødelagde koncerten.

Desværre havde Jon Hassell selv en dårlig dag. Allerede inden koncerten gik i gang, var hans kropssprog opgivende fra scenekanten. Gennem blot 65 minutters musik var hovedpersonen flere gange synligt uenig med sin medspiller John von Seggerns valg af beats og improvisation, og det lod han mildt sagt komme tydeligt til udtryk med panderynken og ved at begrave hagen i håndfladen, mens Rick Cox i den anden side af scenen tilsyneladende klarede frisag med sin manipulerede guitar og stemningsfulde synths. Men der hvilede en anstrengt stemning over seancen fra start, som aldrig rigtig forlod det korte sæt.

Mistede øjeblikke

Da Wayne Shorter i 2012 optrådte på Copenhagen Jazz Festival, stod han mest og lænede sig op ad klaveret, uden at blæse i saxofonen, "ventende på øjeblikket", mens hans kvartet improviserede. Sådan var det også med Hassell denne aften. Han spillede faktisk ikke særlig meget på sin trompet, han ventede. Det var som om, han havde svært ved at finde sin plads, især i de hurtigere og mere rytmisk orienterede stunder, om det så var tablas-drevne 'Haramba' eller den nærmest krautrockede 'Brigantes', eller om det var ovenpå glitch eller breakbeats. Der var det hele. Von Seggern flettede også 'Chor Moiré' ind et sted, men det meste lød bare som et remix af mesterens karriere, modsat Roskilde-koncerten, hvor Maarifa Street blandt andet med violen tilføjede Hassels univers noget nyt.

På et tidspunkt var der et lille nik ad Miles Davis' tidlige modaljazz, og i glimt genskabte trioen den magi, der kendetegner Hassells unikke og fremmedgørende plader, som sender den digitale ambientmusik helt ud i junglen. Men det det skete alt for sjældent, og hovedpersonen lignede alt for ofte en, der bare ville have, at det hele kunne blive hurtigt overstået. Og det blev det, efter blot en times tid. Publikum forsøgte forgæves at klappe forbilledet ind til et ekstranummer, men det kunne kun blive til et ekstra buk fra ham og duoen. En skuffende koncert fra Hassell, der kan så meget mere. Denne aften sad han for meget af tiden passivt med trompeten i skødet og rodede i sine nodepapirer. Det kan ske for selv den bedste.