En anderledes aften

Billedgalleri

En anderledes aften
En anderledes aften
En anderledes aften
En anderledes aften
Vurdering
2.5
Spillested
Dato
26/10/2014
Information
Søren Kjærgaard (klaver, synthesizer)
Torben Ulrich (vokal, "bag of tricks")
Lars Ulrich (trommer)
Peter Friis Nielsen (bas)
Claus Bøje (trommer)

En anderledes aften En anderledes aften

Wundergrund bød søndag på et helt specielt arrangement, hvor Søren Kjærgaard og Torben Ulrich præsenterede deres nye album med en koncert og tre gæster – Lars Ulrich, Peter Friis Nielsen og Claus Bøje. Tidligere fortsatte LSB Actionjazzen på Jazzhouse med en eminent seance.

Wundergrund-festivalen var dette år leveringsdygtige i et scoop af format. De kunne nemlig annoncere, at den danske verdensstjerne, Lars Ulrich, ville optræde i improvisation med sin far Torben på Huset-KBH i Magstrædes teatersal, HAUT.

Kjærgaard og Ulrich er aktuelle med albummet, 'Meridiana: Lines Toward a Non-Local Alchemy'. Det ligger i forlængelse af duoens foregående abstrakte plader, 'Suddenly, Sound: 21 songlines for piano, drainpipe, etc.' (2009) og 'Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble' fra 2010, hvor Ulrich, som det fremgår, blandt andet "spiller" på nedløbsrør og plastikslange...

Foruden far Ulrich og søn samt Kjærgaard var bassist Peter Friis Nielsen og trommeslager Claus Bøje altså annonceret til at tage del i improvisationen. De to er veteraner på den danske freejazz-scene, blandt andet som medlemmer af Clinch, som i starten af årtusindet optrådte sammen med Torben Ulrich og siden sammen indspillede albummet, 'Dice, Done', der udkom i 2004.

Bøje er desuden barndomsven af Ulrich og et ikon på den danske jazzscene. Allerede som teenager begyndte han at spille trombone og traditionel jazz, han skiftede siden til bas, og da Cecil Taylor, Albert Ayler og Don Cherry, ramte Jazzhus Montmartre samlede han trommestikkerne op. Bøje har siden været initiativtager til at fremme den frie jazz i Danmark, først med en jazzklub i Holte, og selv i pensionistalderen arrangerede han for tre år siden en række koncerter på Ragnhildgades undergrundsspillested, Mayhem.

Også Peter Friis Nielsen er fortsat meget aktiv på den danske scene, og spillede allerede 80'erne med Clinch og nu afdøde John Tchicai. Senest har han samarbejdet med den en række danskere, navnlig pianist Christer Irgens-Møller (også i Clinch), men også trommeslager P.O. Jørgens(en) i Wild Mans Band, der har jammet med både den tyske saxofonterrorist, Peter Brötzmann, den ultraaktive svensker Mats Gustafsson og polske Mikolaj Trzaska, der også var med, da Wild Mans Band sidste år spillede heftigt på Huset-KBH med Brötzmann. Lidt af et stjernehold, tør det roligt siges.

Svupper og brandtilsyn

Ulrich og Kjærgaard har udtalt, at deres nye samarbejde er "inspireret af forskellige betydninger og brug af meridianer i Østens (Dao-alkymistiske) and Vestens (Geo-navigerende) traditioner", og hvor var det så lige, at Lars Ulrich kom ind i billedet? Det gjorde han heller ikke helt fra start, eller det vil sige, han sad da blandt publikum, da hans far og Kjærgaard om lørdagen optrådte sammen som duo på Hofteatret. Det var med Kjærgaard på flygel og Mac, fra hvilken han samplede de violiner og cello, der er med på albummet, og med Ulrich som troldmand på vokal og "bag of tricks", som han selv kalder sine diverse hjemmelavede instrumenter.

Foran omtrent 50 måbende publikummer svævede de to igennem en halv times minimalistiske og sælsomme toner, med Ulrich reciterende på engelsk. Da den spinkle langskæggede 86-årige klarinettist, tidligere elitetennisspiller og jazzskribent, først entrerede scenen, snigende som en anden Nosferatu med Gandalf-skæg bag Kjærgaard, virkede det måske nok en kende teatralsk, men passede ikke desto mindre fint til den om ikke uhyggelige så i hvert fald fremmedgørende stemning, de to skabte. Ulrich lavede lyde ved at rulle en marmorkugle rundt i en kinesisk kogekedel; et tilbagevendende tema i hans værk er jo bolden og dens bevægelse.

Efter den halve times avantgarde stoppede de to, og Torben Ulrich skiftede karakter og fortalte, at de oprindeligt ville have kogt vand i kedlen, men at det krævede brandvæsenets tilladelse at åbne ild, hvilket ledte ham videre til en anekdote om, hvordan selvsamme brandvæsen også i 50'erne havde sat en stopper en anden af hans koncerter, da Louis Armstrong havde inviteret hans Blue Note Band med som opvarmning. Det kunne der dog ikke blive tale om uden ekstra brandtilsyn, som desværre ikke kunne nås. Og herfra kastede duoen sig så ud en improvisation med Ulrich reciterende på dansk, stønnende og klynkende, mens han raslede med en avanceret svupper, som han havde fyldt med små kugler, så selv Søren Kjærgaard så paf ud... Det var det, man roligt kan kalde en anderledes oplevelse, og det lovede godt for improen dagen derpå.

Fremmedgjort af freejazz

24 timer frem, og Actionjazzen fortsatte på Jazzhouse. Hele tre navne var på plakaten denne aften, nemlig den svenske trio LSB, franske Erwan Keravec, der fremtvinger umulige lyde på noget så særegent som sækkepibe, og endelig svenskerne Nacka Forum, der for øjeblikket også tæller den danske trommeslager Kresten Osgood (som i øvrigt er fætter til Søren Kjærgaard, som han også har optrådt med i flere forskellige sammenhæng). Men med den specielle udvidede koncert med Kjærgaard, Ulrich og gæster i horisonten, kunne det desværre kun blive til LSB, som til gengæld leverede et af højdepunkterne på Actionjazz-festivalen med tre kvarters klassisk freejazz i Coltrane-stilen anført af Raymond Strids tordnende bækkenaccenter og Elvin Jones-inspirerede spil og navnlig Fredrik Ljungkvists alt- og sopransax bjergtog. Alle de tre musikere er i øvrigt med i anarko-bigbandet Fire! Orchestra, og der var der også et par referencer til Duke Ellingtons swing her og der. Strid fortalte, at de havde spillet sammen siden 1997, men kun spillet 25 koncerter. Eminent, simpelthen.

Så var det til gengæld noget af en omvæltning at ankomme til Huset-KBH's teaterscene HAUT, hvor de fleste publikummer enten var familiemedlemmer til musikerne på scenen, eller teenage-Metallica-fans, der havde var taget af sted med et urealistisk håb om en Metallica-sang og, mere realistisk, et glimt af Lars Ulrich snarere end for at høre hans far stønne og lave lyde med marmorkugler og svupper. Men den spændte stemning der var blandt de 150 publikummer, passede faktisk fint til musikken, der i hvert fald på ingen måde gjorde det nemmere for tilskuerne, der på forhånd virkede fremmedgjorte af freejazzen. Arrangøren fortalte desuden, at det hele blev videodokumenteret til en kommende dokumentarfilm om Lars Ulrich.

Mere dadaisme end daoisme

Sammenlignet med Hofteatret-koncerten greb Kjærgaard og Ulrich sagerne noget anderledes an. Denne aften var der dømt fri impro for fuld blæs. Eller det vil sige, især Lars Ulrich har sjældent virket mere diskret end hér. Med ansigtet godt gemt under en kasket og med tandstik i munden, startede han forsigtigt med rodtrommestikker, og med Torben Ulrichs messen og Friis Nielsens atonale og frenetiske turbobasspil tog kvintetten fra, og spillede sig ud ad en rasende tangent, hvor det, der var mest tydeligt, var, at de fem aldrig havde spillet sammen før.

Kjærgaard brugte denne aften ikke computersamples, men havde i stedet synthesizere med, og med lidt god vilje var det muligt at ane lidt af Sun Ras kosmiske kaos, mens den ikke ligefrem strikse kapelmester Ulrich senior gik rundt med sin famøse svupper hævet over hovedet og dirigerede, og da det gik mest amok kastede han pludselig et par terninger efter publikum.

Claus Bøjes forsigtige bækken og lilletrommehvirvlende spil var egentlig et fint modstykke til Lars Ulrichs mere stortrommefokuserede udskejelser i den storm, de fem i fællesskab spillede op. Efter cirka 20 minutter rundede de den første improv af, og så tog Torben Ulrich den lidt prætentiøse luft af ballonen med et tørt, "nå, er der nogen, der har nogen spørgsmål?", hvortil en teenagepige på forreste række efterspurgte Metallicas 'Until It Sleeps'. Det kunne det ikke blive til. I stedet fik hun atter 20 minutter rasende improvisation, der nok var mere dadaistisk, end den var daoistisk, og hér drejede Kjærgaards voldsomme klaverspil tankerne i retning af Cecil Taylors hærg for et halvt århundrede siden, mens de hjemsøgende synthesizer-toner mindede om Krzysztof Komedas tidlige elektroniske eksperimenter. Måske var det sønnens pumpende dobbelte stortrommer, der efterfølgende fik faderen til at udbryde, "Det var så den, der hed 'Kill 'em All'".

Mere kuriøst end vellykket

Netop den 86-årige Ulrichs humor hjalp mellem sangene de publikummer, der måske følte sig sat, og han var lige ved at kaste sig ud i anekdoten om brandvæsenet igen. I stedet tog han stoisk et tilråb fra salen med kommentaren, "det minder mig om dengang, Søren og jeg spillede i Svendborg, hvor der var en, der råbte 'Det swinger jo overhovedet ikke!'. Det måtte vi jo tilstå, at han havde ret i... Så kan vi få noget swing, Søren?". Heller ikke dét fik publikum, men i stedet yderligere ti minutters klaverdreven terror og lasersynthesizer som samlingspunkt midt i den buldrende bas og de to trommeslageres baksen. Den sidste ti minutters sag af de fire improvisationer var den mest rockede, ikke mindst fordi den var bygget op om et simpelt rockbeat fra Lars Ulrich, og det var ikke rigtigt noget, der inspirerede de andre musikere på scenen, især ikke faderen, der efter en time så ud til selv at have fået nok.

Dét kan man jo ikke rigtigt fortænke en 86-årig herre i, og mens hans monologer i de lange pauser måske gik i et lige vel langsomt traskende tempo, så virkede han stadig imponerende vital og klar i hovedet. Om end det blev lidt trættende med hans påtale af venner og bekendte blandt publikum, som da han lige skulle tjekke, om Asger Schnack havde holdt ud midtvejs. Det havde han, og det samme havde Zlatko Buric, som sad ved hans side. Om det var denne aparte jamsession eller gårsdagens mere fåmælte koncert, der var mest bizarre, kan diskuteres. Umiddelbart arbejdede Kjærgaard og Ulrich bedre ud fra det aktuelle albums ledetråde, end i dette fuldstændig frie format, der i sidste ende var et mere kuriøst end vellykket musikalsk møde mellem far og søn og to generationers danske jazzmusikere.