Telepatisk trance
Vurdering
4
Kunstner
Spillested
Dato
09/10/2014
Sætliste
1. Sæt
Impro (50 min.)

(PAUSE)

2. Sæt
Impro (45 min.)
Information
Tony Buck - trommer/percussion
Lloyd Swanton - kontrabas
Chris Abrahams - klaver

Telepatisk trance Telepatisk trance

Der var mere musikalsk zen fra den uforlignelige og udefinérbare australske trio The Necks, som torsdag vendte tilbage til Danmark for tredje gang på blot et år. Jazzhouse kunne denne gang melde udsolgt, og de tre mestermusikere kvitterede med to uforglemmelige sæt.

The Necks er hyppige gæster i Danmark. Det er ikke engang et år siden, at australierne sidst spillede på Jazzhouse, hvor de gav en af 2013's bedste koncerter, og denne sommer var de så et smut forbi Roskilde-festivalen. Ja, og så kan de i år desuden fejre 25 års jubilæum for debutalbummet 'Sex', der indeholdt den første komposition i yndlingsformatet; den udvidede improvisation.

Dét har pianist, Chris Abrahams, bassist Lloyd Swanton og trommeslager Tony Buck perfektioneret over omtrent tre håndfulde meget forskellige plader, senest 2013's 'Open', som de tre arbejdede videre på, sidst de var på Jazzhouse. Necks' sammenspil er efterhånden så præcist, ja, nærmest telepatisk, at de godt 50-årige musikere i dag ofte bevæger sig ud i friform til koncerterne.

Hvor de på plade tidligere har haft gæster med på blandt andet trompet, og hvor Abrahams både har haft gang i Hammondorgel og keyboards, så er liveudtrykket nu til dags akustisk med kontrabas, flygel og Bucks tiltagende abstrakte trommespil, der er mere fokuseret omkring forskellige former for percussion, snarere end det trommesæt, han ellers sidder bag. Og hvad trioen så i øvrigt ellers står for, er allerede beskrevet én gang her på siden i forbindelse med den foregående optræden.

Frit svævende improvisation

The Necks har ikke udsendt nyt materiale siden sidst, og der var ingen opvarmning. Til gengæld talte koncerten i stedet to sæt, og spillestedet i Niels Hemmingsens Gade kunne tilmed melde udsolgt med omtrent 200 siddende publikummer. Ordet om sidste års seance og sommerens Roskilde-optræden var åbenbart nået vidt omkring. Således var både de sædvanlige disciple samt et ikke ubetydeligt antal nye lyttere troppet op, og det er svært at tro, at nogen som helst gik skuffede hjem. Sammenlagt halvanden times tur rundt i de tre herrers transcendentale toner, der fortsat er udefinérbare og svære at beskrive, omend Abrahams' minimalisme på flygelet er blevet en slags fællesnævner nu til dags.

Ligesom sidst var det også klaveret, der åbnede aftenen med vanlig ekvilibrisme i en minimalistisk åre. Men det var mere end det, og hvis der eksempelvis (som nogle skribenter har gjort) skal drages paralleller til krautrocken, så minder Abrahams' fragmenterede måde at gribe tangenterne an på om Florian Frickes i Popol Vuh. Det var i hvert fald tydeligt i det første sæts 50 minutter lange improvisation, der byggede sig stille op – som Necks har for vane – med Swanton tilføjende buespil på bassen samt Bucks forsigtige spil på gulvtam og rislende hvirvler på bækkenerne. Sådan arbejder trioen sig frem; i dette sæt dulcimeragtig figurer på klaveret, en halv time inde fingerspil på den firstrengede, og stikker på trommerne, uden at bryde ud i en regulær rytme. Frit svævende improvisation til at flyve med på.

Blændende opvisning

Samspillet understregede endnu engang, at det, at The Necks har optrådt sammen i mere end 25 år, har medført en musikalsk forståelse, der bandmedlemmerne imellem udvikler sig til en slags telepatisk trance. Det var næppe for blærets skyld, at både Abrahamson og Swanton havde lukkede øjne, mens deres fingre fløj over gribebrættet og tangenterne – fremdriften i improvisationerne lå åbenlyst i små musikalske vink, som de tre veteraner kun opfangede fordi, de har spillet sammen så længe. Og så kan man også med nemhed som Necks runde en lille times improvisation af, som havde afslutningen været planlagt fra start. Simpelthen blændende opvisning, der bestemt berettigede de hundreder af publikummers øredøvende klapsalver.

Dirigerede pianoet første sæt, så var det Wanton og bassen i det andet, som han åbnede med fingrene på strengene. Ikke overraskende var det en helt anden, mere abstrakt improvisation med percussionleg fra Buck. Denne ende af koncerten eksponerede selvsagt den mere rytmisk funderede side af The Necks, ja, nogle af baslinierne tangerede næsten funk, men det var kun en smule mindre hypnotiserende end det første sæt. Klaveret gled lige i baggrunden. Det havde det ikke behøvet, men endnu engang spillede gruppen sig op til en sidste trance, og meget mere er der ikke at føje til australiernes koncert. Jo, den markerede endnu en uforglemmelig torsdag på Jazzhouse, hvor en række kameraer desuden indfangede hele koncerten fra scenekanten – måske til en The Necks-filmudgivelse. Med det niveau, de holder, gælder det dog mest om at krydse fingre for, at Buck, Swanton og Abrahamson allerede er tilbage igen om et år.