Trommetelepati og rumlende drone
Vurdering
3
Spillested
Dato
22/10/2014
Information
Kevin Drumm:
Electronics

Schlippenbach/Lovens Duo:
Alexander von Schlippenbach (klaver)
Paul Lovens (trommer)

Trommetelepati og rumlende drone Trommetelepati og rumlende drone

Paul Lovens og Alexander von Schlippenbach strøede europæisk proto-freejazz i spartansk setup ud over Actionjazz-festivalen, mens Kevin Drumm leverede en halv times buldrende og knitrende drone, der satte Jazzhouses subwoofere på prøve.

Til andendagen på Actionjazz-festivalen var der dømt stort scoop form af den amerikanske noise- og drone-mager, Kevin Drumm. Han startede sin karriere som guitarist i 90'erne, hvor han blandt andre samarbejdede med Jim O'Rourke, hvorefter han så småt fik interesse for at manipulere den seksstrengede ud i det ugenkendelige, ikke ulig den japanske noise-skole, og siden indspillede han da også med både Taku Sugimoto og Otomo Yoshihide. I 1997 debuterede han så solo med sit banebrydende selvbetitlede debutalbum, der i stil med ligesindede Christian Fennesz byggede videre på Fred Friths idéer; i koncerter som elektroakustisk improvisation.

Siden har Drumm udgivet et mildt sagt uoverskueligt antal værker, især sammen med andre kunstnere, blandt andre den tyske trompetist, Axel Dörner, der spiller på Wundergrund-festivalen i næste uge, og senest dette års 'The Abyss' med ligesindede Jason Lescalleet (der i øvrigt har lavet et slet skjult hyldestalbum, 'Songs About Nothing', til Big Black, en anden Actionjazz-aktuel kunstner, Steve Albinis gamle band). Og som det fremgår af albummets titel, så består det af en række utroligt dystre blokke af konkret musik og drone, navnlig titelnummeret og 50 minutter lange, 'The Echo of Your Past'.

Lescalleet var oprindeligt programsat til at optræde med Drumm, men han var ikke med alligevel, så hovedpersonen måtte selv forsøge at fremmane den mareridtsknitrende og -rumlende stemning på Jazzhouse. Og da subwooferne først begyndte at rumle, var det som at være anbragt i nærheden af et jordskælv, mens den hvide støj og glitchen fik lydbilledet til at boble som undervandsdrone (om end titlen på duoens album næppe er en reference til den gamle James Cameron-undervandsblockbuster af samme navn). Midt i al støjen og rumlen var der også diskante indslag, der lød lidt som den tinnitusprovokerende tone, det giver, når man får slebet tænder, mens guitarens høje toner var som ubådens nødsignaler. Det er individuelt, hvad man som lytter får ud af den slags, men 30 minutter var i hvert fald ikke helt nok til at blive suget helt ind i Drumms dystre univers.

Trommer som telepati

Efter dén omgang var der så levende ikonbesøg af den 76-årige pianist, Alexander von Schlippenbach og den 65-årige trommeslager, Paul Lovens. Von Schlippenbach dannede i 1966 Globe Unity Orchestra som et europæisk modstykke til Albert Ayler, Ornette Coleman og resten af bandens freejazzangreb fra den anden side af Atlanten. Dengang talte orkesteret Peter Brötzmanns band og Manfred Schoofs ditto (med bl.a. trommeslager Jaki Liebezeit, der senere gik videre med Can). I det hele taget kan orkesteret/kollektivets betydning for den tyske eksperimentalmusikscene dårligt undervurderes, og Schlippenbach arbejdede senere også sammen med en europæiske giganter som Evan Parker og den hollandske trommeanarkist Han Bennink, der i øvrigt også kigger forbi Jazzhouse om en måneds tid.

Allerede i 1970 spillede Von Schlippenbach for første gang sammen med den tyskfødte engelske trommeslager Paul Lovens, og de to har siden dengang løbende optrådt sammen i forskellige konstellationer. I 2006 markerede de sammen 40-året for Globe Unity Orchestras dannelse, og de var også begge med på Sven-Åke Johanssons nylige album til billedkunstneren Paul Klee (i øvrigt også med tidligere nævnte Dörner på trompet). De to kender altså mildt sagt hinanden godt, og denne aften var formentlig blot en af mange, hvor deres sammenspil syntes direkte telepatisk. Små 50 år senere er Schlippenbach måske ikke en lige så stor anarkist, som han var dengang, men han lignede bestemt ikke en, der var ved at gå på pension.

Kosmisk intensitet og manglende blæs

Om Lovens navn står først i "Lovens/Schlippenbach Duo" på grund af alfabetisk logik, eller om det signalerer, at han dirigerer musikken, er ikke til at sige. Men sådan føltes det i hvert fald på Jazzhouse, hvor den autodidakte trommeslagers vidunderligt abstrakte spil fik trommesættet til at fremstå som en levende organisme. Lovens spillede simpelthen på alle hjørner og kanter af alle sine trommer og rodede rundt med stikkerne, tibetanske tingshaklokker og en lille gongong på lilletrommen, og koncerten blev også åbnet af, at han hvirvlede løs på bækkerne, mens Schlippenbach fulgte efter med sit klassisk inspirerede avantgardeklaverspil (han snakkesang også med meget af tiden), der komplementerede Lovens' spil perfekt.

Når det var bedst, spillede duoen nærmest en til en kosmisk intensitet, men meget af tiden var det som om, der der manglede noget i lydbilledet, der syntes lige vel spartansk, selvom koncerten kun varede 50 minutters tid. Det var til gengæld en fornøjelse at overvære de to veteraner i fri improvisation, og Schlippenbachs fascination for Duke Ellington og Thelonious Monk skinnede igennem i brudstykker, når de to pludselig slog over i swingjazz for et par minutter, mens der også var et enkelt ironisk nik til Miles Davis' 'So What', i en muteret udgave. Dog havde det nok hjulpet, hvis eksempelvis Parker havde fuldendt besætningen med lidt blæs (som han gør det i Schlippenbach Trio); eller Mats Gustafsson, som Lovens også har indspillet med. Alt i alt dog endnu en fortrinlig aften på Actionjazz-festivalen, der var markant anderledes end gårsdagens.