Genial håbløs romantiker
Vurdering
3.5
Titel
Melody Road (2014)
Udgivelse
20/10/2014
Spilletid
46:22
Label
Capitol
Distributør
Trackliste
1. Melody Road
2. First Time
3. Seongah and Jimmy
4. Something Blue
5. Nothing But a Heartache
6. In Better Days
7. Ooo Do I Wanna Be Yours
8. Alone at the Ball
9. Sunny Disposition
10. Marry Me Now
11. The Art of Love
12. Melody Road (Reprise)

Genial håbløs romantiker Genial håbløs romantiker

På sit første album med originalmateriale i seks år bevæger 73-årige Neil Diamond sig tilbage til sin velkendte melodramatiske orkesterstil. Han er blevet gift påny, og albummet er pompøst arrangeret, grænsende til kitsch, men popmelodier kan veteranen i dén grad stadig skrive.

Tilbage i 70'erne blev Neil Diamond kaldt "den jødiske Elvis" takket være hans farvestrålende beklædningsvalg til koncerter. Og i dag huskes han nok bedst som "ham bag dén sang fra Pulp Fiction" ('Girl, You'll Be a Woman Soon'). Men han fortjener bedre, for han var en af de første, der i 60'erne kombinerede den gode melodi og folk-rocken – som tidligere komponist i Brill Building kunne han sit kram.

Diamond har skrevet nogle af de mest romantiske melodier i pophistorien, og han har aldrig lagt fingre imellem i sine tekster eller i sit afsæt i soulen og gospel, hvilket formentlig især har afskrækket mange lyttere på denne side af Atlanten. Og den der særligt sentimentale amerikanske form for kitsch kan vitterlig også være svært at kapere; tag blot et kig pladeomslaget ude til højre...

Det sagt, så havde Neil Diamond få konkurrenter inden for den romantiske sangskrivning i 60'erne. Han kickstartede The Monkees (USA's svar på The Beatles) karriere med sangen 'I'm a Believer', han var en af de første amerikanske rockmusikere, der i 1970 eksperimenterede med afrikansk musik på 'Tap Root Manuscript', han udgav i 1972 livealbummet 'Hot August Night', ét af de allerbedste af dén slags, og han var én af musikerne, som spillede med The Band til deres legendariske 'The Last Waltz'-koncert i 1976.

Generelt har Diamond simpelthen sat en diamantstandard for den melodramatiske og melankolske pop, som nærmest kun Burt Bacharach kan leve op til. Til gengæld havde han ikke udgivet nogen nævneværdige album i 20 år, da Rick Rubin "lavede en Johnny Cash" med ham og producerede de selvreflekterende, afdæmpede og primært akustiske skiver, '12 Songs' (2005) og 'Home Before Dark' fra 2008, som han skrev midt under opløsningen af et af sine ægteskaber.

Gyldne melodier

Der har siden været stilhed omkring Diamond i omtrent seks år, bortset fra at han har udsendt en coverplade og en julealbum, men nu er han tilbage, og i mellemtiden er han blevet nyforelsket i- og gift med sin manager Katie McNeil, og dét kan høres på de 11 sange, der udgør 'Melody Road'. Den får kort sagt ikke for lidt med sakkarin, og i modsætning til Rubin-pladerne, så er produktionen denne gang sat i stort arrangeret ved Don Was, som har samarbejdet med Jacknife Lee fra den yngre generation om produktionen. Sammen har de fået den klassiske lyd frem på albummet, der simpelthen lever op til sin titel med et i disse tider sjældent hørt fokus på melodierne, og for en 73-årig er den gamle crooners vokal ekstremt velholdt.

Standarden sættes fra start i form af titelnummeret, der genopliver melodien og de uforglemmelige toner fra den gamle Diamond-sang, 'Song Sung Blue'; akustiske guitarer, diskret instrumentering med valsende trommer, bas, orgel, klaver og så hovedpersonens umiskendelige røst, helt forrest i lydbilledet, siden fløjtende med på en guitarsolo. Det er klassisk pop. Og faktisk er "klassisk" et af de mest passende ord at sætte på denne samling, for – bevidst eller ubevidst – dykker den aldrende sangskriver ned i historien og citerer en svunden tradition, uden at det af den grund lyder specielt nostalgisk. Eksempelvis i 'First Time', der åbnes af et simpelt countryriff, men hvor Was' arrangement udvikler sig i retning af den tidligere nævnte gamle rockende sag, 'I'm a Believer'.

Orbison, Kristofferson og Dylan

Referencerne fortsætter med 'Seongah and Jimmy', der lyder som en glemt Roy Orbison-sag. Diamond skrev sangen til sin svoger Jimmy, der blev gift med en koreaner, "uden at de kunne kommunikere gennem andet end kærlighed", jo, det er sentimentalt, tangerende kitsch, men det 73-årige øjenvidne mener det åbenlyst. Sangen åbner med boleroguitar og panfløjte (ja, vi er dérude) frem mod det sitrende omkvæd, mens versene fortæller parrets historie og mod klimaks er der mariachitrompeter og strygerensemble, mens vokalen skælver indfølt. Der er også singlen, 'Something Blue', hvis frasering og melodi har fjerne ekkoer af Cat Stevens' 'Where Do the Children Play?', frem mod endnu et gyldent omkvæd med forsigtige blæsere og klaversolo.

Diamond kan også kombinere Kris Kristoffersons patos med Bruce Springsteens ditto som i 'Nothing But a Heartache', der er arrangeret som en stemningsfuld Chris Isaak-agtig ballade med traskende trommer og tung basrytme, mens hans ytrer, "You're the sum of all my heartbeats/You're the only truth my heart needs". Også dette nummer arbejder sig frem mod sit sentimentale klimaks, hvor strengene får mere af Orbison-stemningen frem. Syv minutter lange 'Ooo Do I Wanna Be Yours' peger tilbage mod de mere fåmælte Rubin-plader, men lyder som en af Daniel Lanois' produktioner for Bob Dylan. Et lidt skævt arrangement, hvor Diamonds vokal er placeret lidt ude af takt med instrumenterne, løfter "giv aldrig op"-klichéen, 'Alone at the Ball', hvis melodi desuden har et strejf af lidt Neil Young over sig.

Rullekrave og hundehvalpe

Ikke alle 11 sange holder samme høje standard, og især på pladens anden halvdel er der for mange gentagelser og knap så heldige arrangementer. Til trods for retroorgelet lyder 'In Better Days' således som en omskrivning af 'Something Blue' fra tidligere på pladen, den Dylan/Byrds via Orbison-agtige 'Sunny Disposition' er så fnuglet, at det bliver for meget, mens alt tager overhånd i 'Marry Me Now', der glansbilledglimrer med Burt Bacharach-light-blæsere. 'The Art of Love', der lukker pladen inden en reprise af titelnummeret, sætter et lidt underligt afdæmpet punktum for den opstemte plade, men den viser, at Diamond stadig har sin mere introverte side, som han især eksponerede på de to Rubin-plader.

'Melody Road' er unægtelig en svær størrelse at sluge for ikke-amerikanere på grund af schmaltz'en, englænderne kalder det, og Neil Diamond gør det da heller ikke nemt med rullekrave, det tidligere nævnte pladeomslag og endda en musikvideo, der vist er filmet i paradisets have, fyldt med nuttede hundehvalpe (se nedenfor). Dette image underminerer egentlig sangskrivningen, og hvis det er managerhustruens forslag, tør det siges, at Diamond vitterlig gør hvad som helst for kærligheden...hvis da hans sange efterlod nogen tvivl. Men konen har formentlig også fået den gamle romantiker til at genfinde melodiens landevej i karrierens efterår, og så går det endda. Man kan jo altid lukke øjnene og nøjes med at lytte.